- Skal man være gris, så skal man være det her, siger museumsinspektør Helle Serup på vej ud i den indbydende have på Det Grønne Museum på Djursland.

Grisene er en del af dyreholdet på museet, der er Danmarks nationale museum for jagten, skoven, landbruget og maden.

Dyrene har gode rammer med overdækket ’hus’, udeareal og et vandhul til at bade i. Her midt på eftermiddagen hviler de sig – som de har gjort i timevis.

- De er aktive om morgenen, men ellers holder de nærmest siesta mellem 9 og 16, konstaterer museumsinspektøren.

Sammen med tidligere museumsdirektør, Jette Baagøe, udgav Helle Serup tidligere i år bogen ’Et museum i tiden’, som fortæller den 75 år lange historie om det tidligere Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum i Hørsholm, der i dag er en del af Det Grønne Museum.

I bogen bliver de 75 år dokumenteret og sat ind i en større sammenhæng.

- Fordi den historiske udvikling også er et billede på samfundet, siger de to forfattere.

Naturformidlingen havde til hensigt at oplyse og lære alle mennesker at begå sig i naturen. Forud for åbningen i 1942 var der et langt tilløb til, at tankerne om et museum overhovedet blev realiseret.

Den spæde start 
I 1897 holdt professor Adolf Oppermann en forelæsningsrække på Landbohøjskolen om skoven og  skovbruget i relation til samfundet. Det var nyt, at skoven blev sat ind i en større sammenhæng.

Hidtil havde skovbruget mest set indad, fortæller Jette Baagøe.

- Men man var nødt til at begynde at se ud over skovgærdet. Og det var professoren en af de første til at formulere.

I tiden omkring år 1900 fik flere mennesker flere muligheder. Industriarbejderne fik fx kortere arbejdstid, som gav dem fritid. Der opstod et behov for, at alle mennesker kunne få adgang til skoven, og den nyåbnede jernbane mellem København og Helsingør gjorde det muligt at komme derud. Den nyopstået naturfredningsbevægelse slog desuden et slag for, at naturen netop skal være forbeholdt alle – og ikke de få.

Det var tilfældet langs kysterne, hvor de mange private villabyggerier indskrænkede adgangen til hav og strand kraftigt. Professor Oppermann påpegede da også, at viden om naturen var en mangelvare.

- Folk købte en gammel strandvejsvilla, byggede et nyt hus og smed deres gamle lokum ud i skoven på den anden side af vejen – fordi de ikke vidste, hvad de gjorde, forklarer Helle Serup.

Professor Grøns skovbog
Adfærden blandt folk i naturen blev ikke meget bedre, og populært blev de kaldt skovsvin. Men det handlede fortsat om uvidenhed, mente professor Howard Grøn, der i 1926 udgav bogen ’Skov og Folk’.

- Hans formål var at indpode kærlighed til skoven og naturen, siger Helle Serup.

Med viden og oplysning opstår der en kærlighed til naturen, mente professoren, hvis bog blev til i samarbejde med Dansk Skovforening. Det var foreningens første forsøg på at lave udadrettet formidling til skovens publikum.

Bogen blev også det første skridt til at inddrage skolerne, da man indså, at mennesker kan nås via deres børn, fortæller Jette Baagøe.

- Ja, det er lige så meget et spørgsmål om at opdrage forældrene, tilføjer Helle Serup.

Mens skovbruget udviklede deres formidling, var det lige omvendt med jægerne, hvis formidling endnu kun henvendte sig til dem selv.

De var travlt optaget af at opdrage og organisere alle de mindre husmænd og andre, som havde fået mulighed for at gå på jagt på deres eget areal, og få dem til at drive jagten på samme måde som de store godser.  

Vendepunktet 
Apropos jagt, var det helt naturligt for jægerne at udrydde alle de dyr, som de betragtede som skadedyr.

- Det var alt, inklusive pindsvin, grævlinger og egern. De dyrkede og fodrede også fasaner, som var relativt nye dyr i naturen, forklarer Jette Baagøe.

Alligevel opstod modstanden fra bl.a. naturvidenskabsfolk, der vendte sig mod jægerne, som erkendte, at det var vigtigt at forklare omverdenen, hvad jagt egentlig er. Med jagtloven af 1931 fulgte der også oplysningsmidler, som satte gang i en fornyelse af jægernes formidling.

I 1934 lavede de en oplysningsfilm, som blev vist for Landstingets medlemmer.

- Her blev det foreslået, at filmen burde vises i alle landets skoler, siger Jette Baagøe.

Tiltaget blev en succes og satte gang i samtalen om, hvordan man kan opdrage børn til at blive mere interesseret i naturhistorie.

Jægerne lavede også en pjece om at begå sig blandt dyrene i naturen, og sammen med filmen dannede det samme år grundlag for en stor udstilling; ’Jagt og Skov’ i Forum i København. Et samarbejde mellem jægerne og skovbruget som ramte både publikum og beslutningstagere.

Udstillingen var forud for sin tid med brug af fx kæmpestore panoramaer med levende træer, der imponerede de besøgende. Og dem var der mange af. 85.000 besøgte udstillingen i løbet af de 11 dage, den varede.

Idéerne blev taget med ud i landet, hvor flere udstillinger kom til de efterfølgende år; i 1935 i Næstved og 1936 i Grindsted. Og i 1938 var jagten og skovbruget en del af en stor landbrugsudstilling på Bellahøj i Brønshøj, hvilket samlede 1 million mennesker på 10 dage.

Formidlingen kom ikke bare ud, den kom meget bredt ud. Der var efterhånden belæg for at åbne et museum.

I 1942 åbnede Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum som et statsligt specialmuseum i gamle avlsbygninger fra Hørsholm Slot. Men processen bag var ifølge Helle Serup præget af turbulens.

Frøs fast i tiden
Det var ellers de samme folk, der stod bag de midlertidige og så succesfulde udstillinger, som lavede museet.

- Det var i store rids et spørgsmål om penge og fordelingen af udstillingsarealet mellem jagt og skovbrug, og hvem der skulle bestemme – og man lavede ikke en overordnet målsætning, fortæller Helle Serup.

Selv om museet arbejdede på at lave en aktuel udstilling, være med i tiden og spille en rolle, var udstillingen beregnet til at stå i evig tid. Det gjorde det svært for museet at forny sig.

- Derfor gik der ikke ret lang tid, før museet frøs fast i tiden, som Jette Baagøe beskriver det.

Åbningsårene var også præget af udefrakommende påvirkninger, da det var midt under 2. Verdenskrig. Transport var en udfordring, og opvarmningen af de store bygninger var svært nok i sig selv.

- Og på et tidspunkt ville tyskerne gerne overtage bygningerne, siger Helle Serup.

Det lykkedes dog ikke, men efter krigen blev museet decideret overhalet indenom af andre museer.

Det store skred
1960’erne var årtiet, hvor museumsverdenens formidling for alvor udviklede sig. Fx med Brede-udstillingerne, som ifølge de to forfattere var skelsættende.

I 1959 erhvervede Nationalmuseet industribygningerne i en tidligere klædefabrik i Brede nord for København. Udstillingerne, som blev etableret, var helt nye i form af kulisser, man kunne gå i.

- Det var som teaterkulisser, husker Jette Baagøe.

Naturformidlingen lå heller ikke stille. Fra 1966 og op i 1980’erne tog flere museer således syvmileskridt i formidlingen af naturen. Herunder Zoologisk Museum, som dækkede de samme områder som Jagt- og Skovbrugsmuseet. Da de i 1970 åbnede udstillingen ’Danmarks Dyreliv’, var det fx med visningen af helt små dyr i meget store størrelser. Publikum fik nu naturen helt tæt på.

- Man gik til publikum på en helt ny måde med respekt for, at de kom med forskellige forudsætninger og havde brug for at blive løftet ind i den viden, man gerne ville formidle til dem. Som museum tog man også stilling og var heller ikke bange for at være politiske, forklarer Jette Baagøe.

Men i Hørsholm anså Jagt- og Skovbrugsmuseet sig selv for et videnskabeligt sted, der kun formidlede til jægere og skovbrugere. De greb aldrig muligheden for at blive relevante for andre dele af befolkningen.

Ikke før 1978, hvor Per Olesen trådte til som direktør.

På det tidspunkt stod åbningsudstillingen fra 1942 endnu. 35 år var gået, og det er næppe en overdrivelse at skrive, at der var belæg for at ryste posen.

Per Olesen forstod udviklingen på de andre museer, og så havde han øje for den allervigtigste målgruppe: nemlig børnene. Det kom bl.a. til udtryk i den skoletjeneste, der blev etableret, hvor skoleklasser kom på besøg og blev involveret i projekter. Fx bygningen af en stammebåd, som laves ved at udhule en træstamme.

Man begyndte også at lave modeller i størrelsesforholdet en-til-en for at vise, hvordan dyr og natur tager sig ud i virkeligheden. En tendens, som Zoologisk Museum havde banet vejen for. Undervisning og særudstillinger blev også en del af museets virke.

Den bølge af formidling, som Per Olesen grundlagde, kunne Jette Baagøe ride videre på, da hun afløste ham i 1984.

Hun videreførte hans linje, ikke mindst med børnene. Med placeringen nord for København var det også børn fra byen, der kom til museet for at lære om naturen. Skolebørn, som aldrig havde været ude på den anden side af bygrænsen.

Jette Baagøe ansatte også naturvejledere og fik Naturskolen op at stå – skolen, der aktivt involverede de besøgende. Fx ved at plante træer.

- Det var for at få dem til at forstå, at mennesket er en del af naturen, og at alt det, vi gør, påvirker.

Den videre udvikling af formidlingen handlede også om at nå de voksne. 

Ansvaret for nye generationer 
Da Jagt- og Skovbrugsmuseet åbnede i 1942 var målet at formidle viden om naturen. Det mål har som sådan ikke ændret sig, siger Helle Serup.

- Der kommer jo hele tiden nye generationer til, som skal lære naturen at kende. Og lære at holde af den for at passe på den. Derfor er det en løbende og kontinuerlig proces. Og det omfatter meget mere end museerne, det er hele holdningen til naturen, siger museumsinspektøren og understreger;

- Vores forpligtigelser og ansvar er ikke mindre nu, end de var i 1942. Slet ikke.

Men fokus har flyttet sig fra at lære, hvordan tingene hænger sammen i naturen, til at lære om DNA, klimaforandringer osv., påpeger Jette Baagøe.

- Det er først inden for de sidste 3-5 år, at biodiversitet igen er et ord, vi hører. Der har været en meget lang periode, hvor det ikke har været tilfældet på grund af politiske beslutninger, hvor naturen er blevet nedprioriteret. Men nu har fokus flyttet sig igen, og nu er biodiversitet igen et ord.

Museerne og deres fokus ændrer sig også i takt med tiden.

- Museerne er der i tiden, bliver påvirket og forandrer sig, siger Jette Baagøe.

Når formidlingen er kontinuerlig og udvikler sig i takt med samfundets udvikling, mangler vi så som mennesker stadig at lære om adfærd i naturen?

- Ja, vi mangler fortsat at lære, at alt hvad vi foretager os i naturen, sætter spor. Fordi vi er så mange mennesker, som vi er, skal naturen have hjælp, hvis vi gerne vil have den regenereret, siger Jette Baagøe og uddyber;

- Vi skal ikke bruge de nemme og billige løsninger. Hvis vi som samfund satser på, at det altid skal give økonomisk gevinst i alle de driftsformer, vi har, så ødelægger vi vores eget livsgrundlag. Vi har jo ikke lært noget. Ser vi på verden omkring os, er eksemplerne utallige; Vejle Fjord bare for at nævne et.

Oplysning er da også museets vigtigste rolle i dag, mener Helle Serup.

- Vi skal oplyse og bringe viden frem om, hvordan vi mennesker agerer i det miljø og den natur, vi er i. Hvad betyder det for naturen omkring os, og hvilke konsekvenser har det? Den viden og information skulle gerne bidrage til, at der fremover bliver taget samfundsmæssige beslutninger på et fornuftigt grundlag, siger museumsinspektøren og tilføjer;

- Det kan godt betale sig at sætte sig ind et stofområde, inden man tager nogle beslutninger.

På Det Grønne Museum er de i fuld gang med at arrangere en kommende stor udstilling om nyere tid. For der er stadig rigeligt at formidle.

- Ja, som museum er vi ikke udspillet. Vi er måske endda mere aktuelle end nogensinde før. For der er behov for viden og forståelse for, hvorfor vi er der, hvor vi er – og hvad der er sket forud.