- Godmorgen.

- Ja, godmorgen, godmorgen.

Stemmerne blander sig med hinanden i mørket ved jernbanen ved Birkerød. Klokken nærmer sig midnat, men for holdet af arborister er arbejdsdagen lige begyndt. Den første kaffe bliver drukket, og over telefonen bestilles en ekstra cappuccino, som en kollega tager med på vejen.

Det gælder om at være koncentreret, skarp og til stede, når nattens opgaver skal løses. I nat gælder det fældningen af et stort og fyldigt kastanjetræ, der hænger ud over kørestrømmen og risikerer at vælte ned over jernbaneskinnerne. Deraf kategorien risikotræ.

Tiden er desuden kommet til de lange underbukser, hvilket baneholdet, som de kaldes, udmærket er  klar over. Klædt i orange arbejdstøj, som reglerne foreskriver, går de i gang med at klargøre deres sikkerhedsudstyr og redskaber. Intet er overladt til tilfældighederne.

Mørket lægger sig som en ring om gruppen. Tonen er godmodig, de faglige termer er indforståede, og de tørre bemærkninger får latteren frem. Man fornemmer et særligt sammenhold.

Det er en vindstille nat, som er en fordel for det krævende og risikofyldte arbejde højt oppe i træerne.

Spærring af sporet 
Med pandelampen tændt bevæger Christina Rosenvinge Jensen sig med raske skridt langs jernbanen. Hun går lige ved siden af skinnerne for at finde et af de afsnitsmærker, som S-banens afsnit er inddelt i. På nogle af dem sidder specielle tags, som skal scannes, for at sporspærringen kan etableres.

På denne vagt er den 28-årige arborist sporspærringsleder, hvilket indebærer, at hun har ansvaret for at etablere sporspærringen. Hun har også ansvaret for arbejdsfordelingen på holdet.

Det er sæsonens første opgave.

- Man skal lige ind i rutinerne og arbejdsgangene igen, siger hun, mens hun balancerer med papirer, kuglepen og digitalt udstyr.

Let og elegant baner hun sig vej gennem det stridbare buskads langs jernbanen. Hun krydser også sporene for at lede efter afsnitsmærket på den anden side. Skærverne mellem sporene er tunge og ujævne at gå i. De to kolleger Peter Reinhold Zimmermann og Anders Qvist Krogvig hjælper med at lede, før de skal videre til deres opgave i Værløse.

Med jævne mellemrum går en fast replik igen;

- Der kommer tog, siger én af dem, hvorefter alle straks trækker sig tilbage fra sporene og ind i buskadset.

Det stærke lys fra S-togets forlygter kommer nærmere og nærmere, og man hører først sent, at det er på vej. Christina rækker den højre orangeklædte arm i vejret, før toget passerer.

- De skal vide, vi er her, siger hun.

Med et sus, der rykker i kroppen, er toget videre på et splitsekund.

Efter en rum tid finder de tre det korrekte afsnitsmærke. Christina foretager scanningen, og trafiklederen kan nu se og godkende hendes anmodning om at etablere sporspærringen.

Arbejdet med at få has på det store kastanjetræ – og dermed skærpe sikkerheden – kan gå i gang.

Nat og dag 
En arborist er trænet i at klatre professionelt og sikkert i træer for at udføre beskæring og træfældning.

For baneholdet på Sjælland løber sæsonen for fældning af risikotræer fra slutningen af september frem til april. Vælter et træ i løbet af sommeren, skal det naturligvis fjernes, men fældningerne i efterårs- og vintermånederne sker for at tilgodese fuglenes yngleperiode.

De fleste opgaver kan løses om dagen, men træer tættest på banen skal fældes om natten, fordi det kræver sporspærring og kørestrømsafbrydelse.

Christina og hende kolleger holder øje med træerne langs jernbanerne hele året. Når de observerer et træ, der skal gøres noget ved, skal det registreres og kategoriseres via et digitalt kortsystem.

Gul er potentielt et risikotræ, mens rød allerede er et risikotræ. Går der for lang tid, før et træ i den gule kategori bliver fældet, kan det sagtens nå at udvikle sig til et risikotræ i mellemtiden, hvorefter det kommer over i den røde kategori. 

Flere arter er på forhånd defineret som risikotræer. Fx ask og birk. Asketræ risikerer at falde fra hinanden på grund af sygdommen asketoptørre, mens birk heler dårlig efter en beskæring. Bevoksningerne omkring jernbanerne bliver netop jævnligt beskåret for at bevare noget luft omkring sig. Fordi birk heler dårligt, går der nedbrydende svampe i træet. Og når træet dør, vælter det hurtigt. Det er også tilfældet med kastanjetræet, som holdet arbejder på i nat.

Christina er glad for, at sæsonen endelig er begyndt. Det er et krævende job – ikke mindst om natten, hvor døgnet bliver vendt – men det er også med til at gøre jobbet spændende og udfordrende for den unge arborist.

Sommeren er præget af rutineopgaver som fx græsslåning og kratrydning, og det slår på ingen måde opgaverne ved jernbanen. Og fældningen af det enorme kastanjetræ ved banen i Birkerød er et godt sted at starte.

- Ja, det er tæt på banen, og det er tæt på kørestrømmen – men det er set værre i hvert fald, konstaterer hun. 

Vejen til toppen af træerne 
Christina er uddannet skov- og naturtekniker med speciale som arborist. Det er nærliggende at forbinde arbejdet højt oppe i træerne med beslutsomhed og gåpåmod.

Derfor overrasker det, at hun beskriver sig selv som et meget forsigtigt menneske, der tænker ’enormt meget’ over alt, hvad hun gør.

- Men der er også en anden del af mig, som rigtig godt kan lide at udfordre mig selv og skubbe til mine grænser. Det bliver jeg også nødt til, for jeg kan ikke være i min komfortzone for evigt. Det aspekt handlede mit valg af uddannelse lige som meget om, fortæller hun.

Interesse for naturen har Christina med hjemmefra. Hun voksede op på et hobbylandbrug uden for Skive og har altid nydt at tage del i landbrugsarbejdet.

- Jeg har brugt mange timer i stalden med min bedstefar og nok lige så mange timer i haven og skoven med min far. De to har lært mig så meget om både dyr, landbrug og naturen.
Hun har også gået til spejder, siden hun var helt lille.

- Jeg har altid været et udemenneske. Jeg har brug for frisk luft, og jeg har brug for at bruge min krop.

Tanken om at fortsætte med et stillesiddende fag på universitetet efter gymnasiet var derfor helt umuligt.

Til en start tog Christina et sabbatår, hvor hun arbejdede og rejste lidt. Hun mødte også sin kæreste Harald, som skulle få stor betydning for valget af uddannelse, da han på det tidspunkt var et år inde i uddannelsen til skov- og naturtekniker – med speciale som arborist.

Det forår fik hun derfor et indblik i faget og oplevede, hvordan al tvivl om hendes faglige fremtid forsvandt.

- Jeg syntes bare, det var vildt fedt og tænkte: wow, det skal jeg også.

Samme efterår startede hun på uddannelsens grundforløb.

Sikkerhed og sammenhold
Natten skrider frem, og det samme gør fældningen af kastanjetræet, som de er fire om. I fuldt udstyr balancerer Michlas Bjørn Bruun Larsen med motorsaven mange meter over de andre.

- Der kommer gren, råber Poul Bill Kiilsholm, der nøje følger Michlas’ bevægelser i træet.

Poul har været arborist i mange år, og hans store erfaring giver overblik og ro.

’Der kommer gren’ er en varsling om, at store grene falder gennem luften. En efter en lander de på jorden med en dump lyd.

Sammen med Esben Madsen springer Christina hurtigt til for at flytte de afsavede grene, som hober sig op.

Opbakningen fra jorden er konstant. Man skal være en holdspiller, og der skal hele tiden være fagligt kompetente kolleger på nærmeste hold. Kommer en kollega til skade oppe i et træ, skal de være i stand til at få vedkommende sikkert og forsvarligt ned. De skal kunne udføre en såkaldt højderedning.

- Meget af det, vi laver, er kalkuleret risiko. Og vi ved jo godt alle sammen, at det er et farligt arbejde, siger Christina, der også er arbejdsmiljørepræsentant.

Alt klatregrejet skal opfylde en masse normer og standarder. Under klatringen og skæringen oppe i træet skal arboristen have to hænder på saven. Arboristen skal også være sikret to steder; i en livline og med en mastegjord.

- Sikkerheden ligger også meget på vores egne skuldre i forhold til, hvordan man arbejder. Alt efter, hvilke snit du laver, kan du få grenen eller stammedelen til at gøre noget forskelligt. Derfor skal man også selv være skarp på, hvad man gør.

- Træer er fuldstændig ligesom mennesker. Selv om det er den samme art, er ingen 100 % ens. Det finder man hurtigt ud af – og det er en evig udfordring, hvordan man griber et træ an, siger hun.

De risici, der følger med jobbet, ligger hele tiden i underbevidstheden.

- Det må ikke blive hverdag, hvor man tager den på rutinen. Man skal tænke sig om og have respekt for både træer og grej.

Tillid og tryghed er da også nøgleord for Christina i arbejdet som arborist.

- Efter tre år kender jeg efterhånden de fleste kolleger ret godt, og det gør det meget nemmere. Det er også rart at være i en flok, hvor man bare kan sige om morgenen; fuck, jeg har bare en lortedag i dag, og at det også er okay. Fordi alle har en lortedag.

Sammenholdet og opbakningen kollegerne imellem kommer hun tilbage til flere gange.

- Jeg har virkelig nogle gode kolleger, som jeg holder meget af.

Kvindelig repræsentant
Kun få kvinder uddanner sig til arborist, og hos Dalgas er Christina også lige nu den eneste kvinde med titlen. Det mærker man ikke på baneholdet, som ikke giver indtryk af, at der bliver skelnet mellem køn. Hverken i fordelingen af opgaver eller måden at tale til hinanden på.

Men som repræsentant for kvinder i faget vil Christina gerne gøre op med stereotyper. Fx at det kun er drenge, der klatrer i træer. Og opfattelsen af, hvad der er ’kvindejob’ og ’mandejob’.

Selv om hun stadig er ung, kan hun allerede berette om mange, sjove oplevelser, hvor folk er blevet overrasket og forundret over, at det var en kvinde, der sad oppe i træet.

Da hun under uddannelsen søgte elevplads, fik hun også indtrykket af at blive sorteret fra, fordi hun er kvinde.

- Måske fordi de var bekymret for, om jeg kunne klare mosten, som hun formulerer det.

Det ser det unægteligt ud til, at hun kan. Hendes eget håb er, at faget kan tiltrække flere kvinder.

- I Sverige er der jo fx mange flere kvindelige arborister end i Danmark.
Ved jernbanen i Birkerød fortsætter nattens arbejde med kastanjetræet. Efterhånden er det kun stammen, der står tilbage.

Der var på forhånd afsat to nætter, men det bliver næppe nødvendigt. Det er de fire orangeklædte arborister alt for langt med opgaven til.