- Det her. Det er sådan set det, det hele handler om.

Frank Erichsen står i mudderet ved vandkanten og kigger på sin oversvømmede eng. Regnen trommer blidt på den støvgrønne sixpence og prikker den langsomt mørkere. Det grønne græs står i skarp kontrast til resten af landskabet, der er ved at tage farver af efterår. I baggrunden står en nysgerrig fåreflok og bræger. De skal have en ny indhegning senere på dagen, for ”de svømmer jo så dårligt,” siger Frank og smågriner.

Gennem engen løber en lille å, som er svær at få øje på fra bredden. Man skal næsten vide, at den er der, fordi den er gået langt over sine bredder og har efterladt engen i en sø-lignende tilstand. Det er et resultat af, at Frank fik genslynget åen tilbage i 2013.

Førhen var åløbet 100 meter, men genslyngningen forlængede den til det tredobbelte. Engen er nu hyppigere oversvømmet, fordi vandet i åen ledes langsommere væk. Det er ikke længere muligt at slå hø til dyrene i samme omfang som tidligere.

Men det hele er faktisk, som det skal være. For selvom der ikke længere er samme muligheder for at slå hø, giver det plads til den naturlige proces, som gavner arealet i sidste ende. Vandet fra oversvømmelsen leverer nemlig næringsstoffer til det græs, hans dyr spiser. 

Man bliver nødt til at tænke i hele systemer
Gummistøvlerne svupper, når Frank går ud i vandet på den knoldede eng. Han stopper op og stikker hånden ned i åen. I hånden ligger en klat vådt sand, som mest af alt ligner en tung klump grød. Det er flydesand, vandmættet sand, som er kommet til efter genslyngningen.

Sidste år i november kunne bonden ikke forstå, hvorfor engen blev ved med at være oversvømmet. Han fulgte åen opstrøms og fandt ud af, at 40-50 meter af den var væk, fordi den var fyldt op med sediment. I samme omgang begyndte han at finde døde havørreder. De havde forsøgt at forcere blokeringen af sediment, men havde tabt kampen.

Det er den sidste del af åen, der tilhører Frank. Vandet, der kommer i hans vandløb, kommer fra en del, der ikke er genslynget. På den strækning løber vandet hurtigere og har mere tryk på. Det løber gennem en rørlagt mose på vejen, men rørene i mosen har gennem tiden forskudt sig. Og når det regner meget, løber vandet lige så meget inde i rørene som rundt om dem, så undergrunden spules ud og ender som flydesand i det genslyngede åløb.

- Det, der ligger før mit åløb, er ikke et naturligt åløb. Derfor kom der sand i de mængder. Jeg står lidt tilbage med en følelse af, om det var naivt af mig at tænke, at vi kunne løse, skabe eller give mulighed for mere og vildere natur i bunden af et å-system, som ikke er naturligt.

Han er kommet frem til, at det ikke er holdbart kun at arbejde med en del af et større system. For det vil altid kræve et stort vedligeholdelsesarbejde.

Det gælder ikke kun på hans egen matrikel, men også i det store billede – ikke mindst med den transformation, Danmark står til at gennemgå i de kommende år.

- I en omlægning af det danske landskab, hvor noget jord går fra produktion til mere vild natur, bliver kunsten at omlægge det, så det også er selvforvaltende. Og åen har været mit praktiske afsæt til mine analyser af, hvad der er brug for i Danmark. Hvad der er gode og knap så gode forslag.

Selvom hans åløb ikke er helt vedligeholdelsesfrit, har genslyngningen alligevel været en succes. De første ti år har genslyngningen budt på et stort antal havørreder, og for første gang i over 50 år kom et storkepar for at yngle på Djursland. 

- Det viser bare, at du kan gøre en kæmpe forskel med et enormt lille indgreb. Men for at lykkes med at omlægge landskabet, kan et lille indgreb nogle gange vise sig ikke at være tilstrækkeligt. Man bliver nødt til at tænke i hele systemer.

Vi skal tættere på naturen
Gennem de seneste årtier har naturkenderen formidlet naturen til resten af befolkningen, både gennem DR’s ’Frank og Kastaniegaarden’ og ’Giv os naturen tilbage’.

Fokuspunktet for ’Giv os naturen tilbage’ har særligt været at oplyse befolkningen om det presserende klima- og biodiversitetsproblem. Samtidig har det skullet vække folks nysgerrighed omkring naturen. Programserien har været en succes. Den er derfor blevet udvidet til en tredje sæson. Og som noget nyt kommer den til at omhandle havet. I den forbindelse tog Frank et dykkercertifikat, som har åbnet en helt ny verden for ham.

- Jeg har skammet mig lidt over, at der var arter i de danske farvande, som jeg ikke anede eksisterede. Og jeg er ret overrasket over, hvordan jeg har kunnet bruge de første 40 år af mit liv på land uden for alvor at komme ned og se, hvad der er under overfladen. Det er jo i virkeligheden det, der fylder allermest på jorden.

Havet er sværere at formidle og gøre nærværende, fordi folk ikke har samme ejerfornemmelse over det. De finder det lettere at forholde sig til deres egen matrikel.

Frank fastslår, at man ikke kan danne en relation til naturen gennem bøger eller BBC-programmer. Naturen skal opleves og afmystificeres. Folks relation skal være drevet af lyst og begejstring – ikke dommedag.

- Min tilgang til al ny viden er drevet af fascination, og det er den kerne, jeg vender tilbage til for at holde mig i gang. Det samme skal vi gøre med naturen. Den kunne sagtens få en større plads hos os, men det kræver, at vi kommer fysisk tættere på den. 

Det er en øvelse at se, hvor meget man kan afstå for naturen
Naturformidleren har altid været dybt forbundet med naturen, særligt gennem sit eget landbrug. Men som tiden er gået, har naturhensynet fået en større og større plads på Kastaniegaarden. Til det har han en selverkendelse.

- I mange år tænkte jeg, at den måde, vi drev Kastaniegaarden på, var lige så god som vild natur. Men desværre er verden ikke så enkel. Et landbrugs hovedformål er at producere mad. Hvis det virkelig handlede om at gøre noget for naturen, så er det bedre at lade den være.
Det er rodfæstet i hans identitetsforståelse at være bonde og benytte naturen for at føle sig forbundet med den. Derfor har det været en prøvelse at lade naturen passe sig selv. Også som vært på ’Giv os naturen tilbage’.

- Jeg troede faktisk, at jeg endelig havde fundet en måde, hvor jeg bare kunne være ude og observere naturen. Men jeg har gang på gang måttet konstatere, at når der har været en rødspætte, der lå stille på bunden, så har jeg grebet efter kniven og tænkt: ’åh, der er aftensmad’. Nu tænker jeg helt klart mere over det brugsbånd, jeg har til naturen, end jeg har gjort før.

I de to forrige sæsoner af tv-programmet blev de medvirkende udfordret med, hvor meget de var villige til at afstå af deres egen grund til fordel for naturen. Den samme øvelse valgte han at udfordre sig selv på, og det gør han stadig i dag. Men der er en naturlig stopklods, for man kan kun gå til en vis længde, hvis man stadig er interesseret i ideen om selvforsyning.

- Det vil altid være sådan, at når menneskehensyn bliver rodet ind i ligningen, så bliver naturhensynet en handelssituation, og som oftest – hvis ikke altid – falder det ud til vores fordel. Jeg synes stadig, at jeg lever op til mine idealer, men jeg arbejder hele tiden med, hvad jeg kan gøre bedre. Balancen mellem benyttelse og beskyttelse af naturen – den findes over tid.

Vi har ikke brug for så meget plads
De sidste mange år har landbruget og måden, den danske landbrugsjord bliver udnyttet/eller dyrket på, fået megen kritik. Til det har Frank en pointe.

- Måden, vi driver landbrug på, er ikke et resultat af enkeltindividers handlinger. Det er kollektive beslutninger. Kritiserer man landbruget, så kritiserer man også samfundet.

Det er politikerne, der sætter rammerne for, hvordan landbruget bliver styret, både med regler og tilskud. Hvis folk er utilfredse, så må de stemme anderledes, mener han.

- Og så er spørgsmålet bare, om folk vil rejse sig imod landbruget, eller om de stadig vil have billige koteletter.

TV-værten følger aktivt med i de aktuelle grønne dagsordener, for eksempel den grønne trepart, som er en langsigtet plan, politikerne på Christiansborg er i færd med at forhandle og vedtage. Planen går ud på at omlægge 390.000 ha landbrugsareal til skov og natur.

- Jeg tænker, at den er et rigtigt godt konkret bud på, hvordan man kan skabe forandring.

Dog er der også en antydning af bekymring at spore i hans stemme. Den kommer sig af, om det nu er realistisk at gøre det, der også er blevet kaldt den historiske aftale, til virkelighed inden for de idealer og tidsrammer, den er sat op til.

- I min mening er den jo først historisk i det øjeblik, den er gennemført.

Men at gøre den fysisk funderet i form af at handle om areal, mener han, er den rigtige måde at gribe det an på. Han forklarer, at den grønne trepart er en pladsdiskussion i forhold til klima og natur. Og det er det, der burde fylde. Det burde ikke være teknologiske krumspring. Dem kan vi glæde os over, men vi kan ikke udelukkende læne os op ad dem.

- Det, vi er nødt til lægge ind i vores landskabsforandringer, er forståelsen af, at det hele er forbundet. For eksempel min å som løber ud i kanalen, som løber ud i havet. Den forståelse skal også lægges ind i de politiske beslutninger for, at vi succesfuldt kan omlægge landbrug til natur.

Gennem de mange år med eget landbrug er Franks skuldre røget længere ned. Han dyrker ikke længere ud til den spidse kant. Svingene med harven er blevet mageligere, og han drejer bare af, når det er mest naturligt for hesten. For ti år siden ville han have gravet hjørnerne op med spade uden at betænke sig et øjeblik, hvis han ikke kunne tage dem med maskinel hjælp. For alt skulle død og pine bare med.

- Det gider jeg jo ikke længere. Men det har først og fremmest været rundet af en erkendelse af, at vi ikke har brug for så meget plads. Det er overraskende lidt areal, der skal til for at lave mad nok.

Han tilføjer også, at den plads, han afstår, i virkeligheden også er et resultat af, at han ikke har brug for den. Men han forstår godt, hvorfor folk går og bilder sig selv ind, at vi har brug for meget landbrugsareal. 

- Når vi går og kigger ud på markerne og ser alt det korn, der bliver dyrket, så tænker vi, at der bare skal laves meget korn. Og det skyldes især, at vi bruger ca. 80 % af vores dyrkede arealer til dyrefoder. Det kan vi desværre ikke komme udenom.

Stærke økosystemer er vores redning 
- Vi mennesker har evnen og muligheden for at gøre en forskel for naturen, og det skal vi. Den vigtigste og sværeste øvelse bliver at handle udelukkende for naturens skyld. Det kræver, at vi sætter vores egne interesser til side og ikke tænker over, hvad vi kan få ud af det, fortæller bonden.

I 2021 blev han medlem af et FN-advisery board, hvor han sidder primært på grund af sine erfaringer fra ’Giv os naturen tilbage’. Her rådgiver han om beskyttelse og genoprettelse af naturen. Han begyndte i det advisery board med en holdning, der er mere gængs i den nordvestlige verden; nemlig tankegangen om, at man bør gøre noget kun med øje for naturen og biodiversiteten. Det, han selv beskriver som en smørhulstankegang, fordi vi geografisk ligger et sted, som ikke er så eksponeret for klimaforandringerne endnu.

- Taler du med folk fra Asien, så taler de om en usikker fremtid på grund af klimaforandringer. Man skal ikke tro, at det er et biodiversitetshensyn, at man forsøger at etablere skov på sydsiden af Sahara. Det er heller ikke et biodiversitetshensyn, der gør, at man forsøger at få mangroveskove til at etablere sig på lavtliggende stillehavsøer. Det hele handler om vand.

Vi i den nordvestlige verden forsøger at gøre en forskel, fordi vi føler, at vi burde. Andre dele af verden gør det, fordi de ikke har noget valg. Katastroferne rammer dem allerede. Han oplever, at de lande har en klar erkendelse af, hvad der er den bedste buffer i en usikker fremtid.

- Vi bliver nødt til at vende os mod det, der kan tage toppen af katastroferne, når de rammer. Det er de stærke økosystemer, der er vores redning.

Frank mener derfor, at mennesker skal øve os i at give naturen førsteret uden at tænke på egen vinding. Vi er også nødt til at forstå, at naturens processer ikke har et slutmål. De bliver ved med at være i konstant udvikling.

- Jeg har sommetider troet, at jeg var sådan en halvgud, der bare kunne få alt til at gå op i en højere enhed. Det har det bare vist sig, at man ikke kan. Alle mine handlinger påvirker mit lille sted her. Nogle af dem påvirker mere negativt, og andre påvirker mere positivt. Men jeg ved ikke, om slutsummen af det kommer til at gå i plus eller minus.