Han stopper op nogle meter fra det tykke bøgetræ. Øjnene følger den glatte bark op langs stammen, der fortsætter adskillige meter, før der ses en ændring.

I stammen er der boret runde huller på ca. otte cm i diameter lige før træets nederste sidegrene. Hullerne er sat i grupperinger a to til tre tæt på hinanden.

Det er Malthe Kræsten Pedersen, der står ved bøgen i Lerbjerg Skov på Midtsjælland. Han er projektleder i Dalgas, og det sidste års tid har han arbejdet med at konvertere den tidligere produktionsskov til vildere natur, hvor han blandt andet har arbejdet med veteranisering.

- Det her bøgetræ, som vi har boret i, er et eksempel på den type træer, man forsøger at fremelske gennem skovdyrkning. Træet har en ret og lige stamme samt en høj bulhøjde, hvilket betyder, at træet har en lang stamme uden sidegrene. Det repræsenterer en værdi som produktionstræ, men bidrager i mindre grad til biodiversiteten.

Men et produktionstræ ender det ikke som, da det netop er blevet veteraniseret. 

Hvad er veteranisering? 
Veteranisering er en metode til at skabe trærelaterede mikrohabitater eller fremskynde de naturlige processer, der fører til habitaternes udvikling. Det kan fx være at lave huller i træet, knække grene, skrabe i barken eller lave sprækker.

Det handler om at efterligne de skader, der opstår i naturen, som når et lyn slår ned i et træ, en gren knækker af under vægten af sne, storme vælter eller flækker træer, eller når græssende dyr skræller barken af træerne. Ved at efterligne sådanne processer kan man fremskynde udviklingen af mikrohabitater til gavn for biodiversiteten.

Veteranisering som begreb og metode begyndte først at blive kendt i Europa i 1990’erne. Det er stadig et forholdsvist nyt begreb, og der er meget, man ikke ved om de langsigtede effekter af veteranisering, hvilket gør det til et eksperimentelt og udforskende felt. 

Mangel på veterantræer 
Naturlige veterantræer er træer, der er væsentligt ældre end gennemsnittet, og som udviser alderstegn som hulheder, grov bark og råd. Dem er der mangel på i de danske skove. Foruden veterantræer er der også mangel på oldingetræer, træer, der er gamle for deres art.

Konsekvensen er mangel på levesteder for de mange arter, der bor i eller næres af veterantræer. Det problem vil Den Danske Naturfond, der ejer skoven, afhjælpe, fortæller biolog og projektleder i Den Danske Naturfond Frederik Møller.

- Der mangler naturlige levesteder for mange vedboende arter i stort set alle skove i Danmark. Det gælder i de gamle og værdifulde skove, fordi der i langt de fleste af dem altid har foregået et eller andet udtag af tømmer, og dermed er det kun få træer, der har fået lov til at blive gamle og udvikle de aldersbetingede levesteder for andre arter. Og så er der selvfølgelig alle de unge skove, hvor der er en meget stor mangel på levesteder. Dem kan man skabe ved hjælp af veteranisering.

Processen med at blive et naturligt veterantræ tager lang tid, men der findes dog ingen fastsat alder for, hvornår et træ bliver et veterantræ. Det afhænger af faktorer som område, træart og den rolle, træet har i det pågældende økosystem.

Malthe Kræsten Pedersen har udført nogle af veteraniseringerne i Lerbjerg Skov i samarbejde med studentermedhjælper Hjalte Karup Båstrup, der også har skrevet om metoden i sin bacheloropgave på uddannelsen til skov- og landskabsingeniør. Det er en metode, der kræver visse hensyn, forklarer Hjalte Karup Båstrup.

- Man bør undgå at veteranisere træer, der allerede er veterantræer, fordi man risikerer at ødelægge de naturlige processer, som allerede er i gang. Træet må heller ikke være for ungt. Som et slag på tasken skal træerne helst være i aldersklassen 70-110 år. Det har nogle gange været en udfordring i Lerbjerg Skov at finde træer, som hverken er for unge eller for gamle til at blive veteraniseret.  
 
To typer veteranisering
Når man veteraniserer et træ, kan det påvirke træets sundhed og vækst på længere sigt. Der skelnes mellem to typer veteranisering:

Den ene svækker træet og fremskynder dets naturlige udvikling af mikrohabitater over tid, mens den anden fokuserer på at skabe et specifikt mikrohabitat med det samme - uden at svække træet nævneværdigt.

Afhængig af hvor meget træet svækkes, sænkes træets efterfølgende levetid. Intentionen er dog stadig, at træet lever videre i så lang tid som muligt med den påførte skade. Konkret kan man svække et træ ved at lave en hel eller delvis ringning, hvor man med motorsav skærer en vandret stribe ind i barken og yderkredsen af stammen i to lag, så snittene ligger oven over hinanden.

Når barken og det yderste lag af stammen er blevet skåret, vil den berørte del gradvist tørre ud og dø hele vejen op, da væsketransporten delvist eller helt afbrydes. Det døde træmateriale, også kaldet dødt ved, vil give næring til blandt andet insekter og svampe.

Skærer man kun delvist rundt, vil noget af træet dø, samtidig med at en anden del af det lever videre. Det kan derefter leve i få eller mange årtier, før det går ud og dør. Ringer man træet hele vejen, går der cirka fem år, før træet dør fuldstændigt.

Går man efter at lave et fokuseret mikrohabitat, forsøger man så vidt muligt at lave nogle indgreb, som ikke sænker træets levetid væsentligt. Målet er, at de mikrohabitater, man skaber, kan fungere som levested i længst mulig tid.

- Den bedste veteranisering, man kan lave, er den, hvor træet lever videre i harmoni med det mikrohabitat, der er lavet. Ligesom du og jeg bor et sted, så er det rart, hvis man kan blive boende i lang tid. Det er det samme for en lille bille, som bor i et hul i et træ. Den vil også gerne have noget kontinuitet i habitatet. Boet må gerne være intakt så længe som muligt, så det kan nå at huse rigtig mange generationer, før arten skal finde et nyt sted, forklarer Malthe Kræsten Pedersen.

Efterligning af naturen
Ud af Lerbjerg Skovs 120 ha har Malthe Kræsten Pedersen og Hjalte Karup Båstrup lavet veteraniseringer på et ca. 20 ha stort areal, hvor de har lavet indgreb på ca. 100 træer.

Ved hvert træ har de naturen for øje. For Malthe Kræsten Pedersen handler det om at observere de skader, han ser på træerne i naturen, og overveje, hvordan de kan genskabes ved hjælp af redskaber. Han arbejder udelukkende med at efterligne de naturlige processer, da det for ham er udgangspunktet for, hvordan naturen selv ville udvikle sig.

- Når vi laver en veteranisering, er det et velovervejet bud ud fra den empiriske viden, der findes på området nu. Jeg læser de videnskabelige artikler, der findes, og får inspiration fra dem, men jeg kigger også i naturen – altså hvordan den arbejder. Det er for mig lige så vigtigt, siger han og bliver suppleret af Hjalte Karup Båstrup.

- Det er sommetider lidt en udfordring, at nogle tror, at man bare skal ud at lave en eller anden skade. Vi laver levesteder ud fra konkret empiri, som der er belæg for, at nogle arter trives godt i. 

Skepsis mod veteranisering
Det er ikke alle, der er lige begejstrede for veteranisering. Metoden har mødt en del kritik. Den går blandt andet på, at det er spild af ressourcer, der kunne have været brugt til produktion. Andre mener, at det er synd at skade raske træer, som med tiden alligevel ville lave mikrohabitater, hvis de blot forblev urørte.

- Jeg har virkelig mødt mange skeptiske spørgsmål, og jeg tror, at noget af det bunder i, at man fx i Lerbjerg Skov har haft traditionel skovdyrkning i mange, mange år. Der kan man møde en skovarbejder eller en maskinfører, som har været vant til at passe på træerne, og pludselig skal de gøre noget helt andet. Nu er der andre hensyn, der skal tages. Og selvfølgelig er det et paradigmeskifte, der løfter nogle øjenbryn. Men det er en slags brandslukning, vi er i gang med, i forhold til den biologiske krise vi har. En anden kritik, jeg ofte hører, er, at man ødelægger noget, som en hel generation har arbejdet på at skabe. Det forstår jeg godt kan skabe frustration, men det handler om, hvordan man fordeler pladsen mellem natur og produktion. Nogle steder kan man jo fokusere på det ene og andre steder på det andet. I Lerbjerg Skov har man valgt at fokusere på naturen, siger Hjalte Karup Båstrup.

Den Danske Naturfond har tidligere arbejdet med veteranisering, men Lerbjerg Skov er fondens største veteraniseringsprojekt til dato. Det er ikke en metode, de anvender, medmindre der er grund til det, fortæller Frederik Møller.

- Hvis det er en meget ung skov, så har den ikke de arter, der har brug for levestederne, man skaber ved veteranisering, og så er det ikke nødvendigvis et redskab, vi bruger. Lerbjerg Skov har nogle enkelte skovpartier, der har en høj naturværdi, og hvor der stadig er nogle naturlige levesteder tilbage. Resten af skoven er meget ung skov. Specielt i Bidstrup Skovene, som er nabo til Lerbjerg Skov, er der stadig mange vedboende arter, som har brug for veterantræer. Og derfor giver det mening at veteranisere i en skov som Lerbjerg, så de arter, der stadig findes, får en mulighed for at overleve på sigt. Når man samtidig lægger skoven urørt, så vil der med tiden blive skabt naturlige levesteder, så veteraniseringen er et midlertidigt indgreb, der skal sikre, at de truede arter har levesteder, indtil de naturligt bliver genskabt.

En lang tidshorisont
Ligesom den naturlige aldring er veteranisering også en langsommelig affære. De påførte skader fremskynder processen, men når veddet er blottet efter veteraniseringen, er det naturen, der tager over.

Først skal der komme svampe, som kan nedbryde det blottede ved og langsomt udhule træet. Og sidst kan det ultimativt ende med et hul, der er stort nok til, at en ugle kan flytte ind. Men det tager tid.

Træarten spiller også ind på, hvor hurtigt der bliver skabt et mikrohabitat. Egetræet har meget gode forsvarsmekanismer, så der kan gå mange år, før vednedbrydende svampe kan få ordentligt fat. Modsat egetræet går det hurtigere med bøgetræet.

En nødvendighed
Malthe Kræsten Pedersen mener, at mennesker har haft en alt for stor tendens til at kontrollere naturen og dens naturlige processer, hvilket har gjort det vanskeligt for mange arter at trives. For ham er der ingen tvivl om, at veteranisering er et vigtigt redskab.

- Hvis vi ikke veteraniserer og forsøger at fremskynde de her mikrohabitater, så vil mange af de arter, som er afhængige af dem, have meget svært ved at overleve. Derudover er der de vedlevende insekter som fx eremitten, grøn pragttorbist og eghjorten, som alle er sjældne biller, der har det svært i Danmark. De ville formentlig uddø nationalt, hvis mikrohabitaterne lige så stille forsvandt, og man ikke gjorde noget.

Og Frederik Møller tilføjer:

- Man kan sagtens vente 200 år på, at veteranerne kommer af sig selv. Men hvis der er nogle truede arter i et område i forvejen, så kan de ikke vente. Derfor giver det mening at arbejde med genskabelse af levesteder på flere fronter. Og i det er veteranisering bare et afgørende redskab.